Min historie

Sådan startede det hele....

Jeg blev født John Carsten Pedersen på Esbønderup Sygehus. Min far var skovløber i Gribskov, så jeg voksede op med skoven som en helt naturlig del af mit liv. Gribskov var ikke bare et sted vi boede – det var også en stor del af min barndom og min hverdag. Da jeg var omkring syv år gammel, startede mine forældre en marchforening, som fik navnet Gribskovens Hårde Kerne. Fra den dag blev march en stor del af mit liv. I mange år gik vi marcher - rigtig mange marcher. I starten gik vi i Gribskov, men det blev hurtigt også marcher rundt omkring i Danmark og efterhånden også mange steder i resten af Norden.

Det blev nærmest en livsstil. Weekender og ferier blev ofte brugt på at snøre vandreskoene og komme af sted. Kilometer efter kilometer gennem skove, på landeveje og gennem byer. For mig fortsatte det til jeg var omkring 15 år. Så en meget stor del af min barndom og ungdom kom faktisk til at foregå på gåben. Gribskovens Hårde Kerne eksisterer stadig som en aktiv marchforening.

Min ungdom og vejen ind i militæret

Efter 9. klasse begyndte en ny periode i mit liv. Jeg havde ikke ambitioner om nogen lang skoleuddannelse så i stedet kastede jeg mig ud i forskellige småjobs. Jeg nåede at have en hel masse forskellige jobs, inden jeg omkring 20-årsalderen blev indkaldt som værnepligtig og kom til Sjællandske Træningsregiment. Fra et ungdomsliv med forskellige småjobs blev hverdagen pludselig præget af faste rammer, disciplin, kammeratskab og masser af fysisk aktivitet.

Efter min værnepligt fortsatte jeg i Telegraftropperne på Høvelte Kaserne, hvor jeg endte med at være i yderligere fire år. Årene på Høvelte Kaserne blev en vigtig del af mit liv og definerende for mange ting i mit voksenliv. 

FN-soldat på Cypern

En del af min tid i militæret var, da jeg i 1988-1989 blev sendt til Cypern som FN-soldat. Det var en helt anden oplevelse end hverdagen på Høvelte Kaserne. Jeg var en del af FN’s fredsbevarende styrke på Cypern, og det gav mig mulighed for at opleve en verden, der var meget anderledes end den, jeg kendte hjemmefra.

Nu skal jeg ikke påstå, at vores indsats på Cypern var verdens største succes. Konflikten blev jo ikke ligefrem løst, bare fordi jeg og de andre danske FN-soldater var der.

Men der var faktisk én ting, man kunne tage med hjem med en vis stolthed. I 1988 modtog FN’s fredsbevarende styrker Nobels Fredspris. Så selvom jeg måske ikke fik afsluttet konflikten på Cypern, kan jeg da med et lille smil sige, at jeg fik Nobels Fredspris i 1988. Det er da også noget at have på CV’et!

Militæret gav mig mange oplevelser, nye kammerater og erfaringer, som jeg tog med mig videre ud i livet.

Vægtløftning – en sport, der greb mig

Lige inden jeg rejste til Cypern som FN-soldat, begyndte jeg at dyrke vægtløftning i Ålholm i Hillerød. Og det var en sport, der virkelig fangede mig. Jeg syntes, det var vildt sjovt, vildt svært og utrolig inspirerende. Vægtløftning handler jo ikke bare om at være stærk. Der skal teknik, koncentration, timing og masser af træning til. Det var noget af det, der fascinerede mig.

Jeg blev ved med vægtløftningen i en del år, og selvom jeg heller ikke her kan prale af hverken verdens- eller danske rekorder, så lykkedes det da at få nogle resultater. Jeg blev sjællandsmester, og ved de danske mesterskaber lykkedes det mig at blive nummer to.

Det er faktisk ikke placeringerne, jeg husker bedst. Det vigtigste var oplevelsen. Det var et fantastisk miljø, og jeg blev virkelig bidt af sporten.

Efter nogle år blev min interesse for vægtløftning også til mere end selve sporten. Jeg blev formand for Ålholm i Hillerød, og senere blev jeg også formand for Dansk Vægtløftningsforbund i en periode.

Så det, der begyndte med, at jeg synes, det kunne være sjovt at løfte nogle tunge vægte, endte faktisk med, at jeg fik et ansvar for både en klub og senere hele den danske vægtløftningsorganisation. Det havde jeg ikke lige forestillet mig, da jeg første gang trådte ind i træningslokalet i Ålholm.

1991 – det store vendepunkt

I 1991 skete der noget meget radikalt i mit liv. Jeg mødte Mai-Britt og hun er stadig min kone. Det møde ændrede selvfølgelig rigtig meget. Pludselig handlede livet ikke kun om mig selv, mine interesser, sport, militær og alle de ting, jeg ellers havde gang i. Nu var der et andet menneske, som skulle blive en helt central del af mit liv. Vi blev gift i 1996 og senere blev vores familie udvidet med to børn, Freja og Frederik. De er i dag 2 meget velfungerende unge – men først og fremmest er de to fantastiske mennesker. At få børn er noget helt særligt. Det er en gave, og jeg føler mig utrolig privilegeret over at have fået lov til at få to dejlige børn og en dejlig kone.

Da kroppen begyndte at sige fra

På et tidspunkt måtte jeg stoppe med selve vægtløftningen. Jeg begyndte simpelthen at få ondt i kroppen. I starten tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg tænkte egentlig bare: „Nå, John – du er nok blevet for gammel.“ Så jeg stoppede med aktivt at løfte, da jeg var omkring 30. Men smerterne forsvandt bare ikke. Tværtimod fortsatte problemerne, jeg begyndte at gå til forskellige undersøgelser. I flere år prøvede lægerne at finde ud af, hvad der egentlig var galt med mig, men der kom ikke noget klart svar. Indtil jeg en dag kom til en reumatolog i Hørsholm. Hun kiggede på mig og sagde: „Jamen, du har jo psoriasisgigt - den er helt klokkeklar“. Endelig fik jeg en forklaring. Beskeden var samtidig ret kontant. Der var ikke nogen piller eller quickfix. "Du skal tabe dig, spise sundt og dyrke motion". Det var på flere måder lidt ironisk. Vægten var indiskutabel, men jeg havde jo brugt en stor del af mit liv på sport, march og vægtløftning – og nu skulle motion igen blive en stor del af mit liv, bare på en helt anden måde. Det var starten på et nyt kapitel med radikale ændringer.

20. maj 2011 – en ny begyndelse

Efter beskeden fra lægen besluttede jeg mig for, at nu var nu og 20. maj 2011 blev derfor hvad der senere skulle vise sig at blive en helt særlig dato i mit liv. Det var den dag, jeg begyndte at løbe. Samtidig startede jeg på et kostprogram, som jeg fik hjælp til af Rikke. Rikke var ernæringsvejleder for min datter, som på det tidspunkt var elitesvømmer og karatetræner for min søn. Hun kendte derfor allerede familien, og hun kom til at spille en enormt vigtig rolle for mit liv og helbred. Lad os bare sige at udgangspunktet, hvor løb som det mest naturlige i verden ikke ligefrem var et logisk valg. Den 20. maj 2011 vejede jeg nemlig 150 kilo! Men jeg havde besluttet mig. Jeg skulle i gang. Så selvom jeg på det tidspunkt ikke kunne vide, hvor det ville føre hen, blev den dag begyndelsen på en forandring, som kom til at ændre rigtig meget i mit liv.

Fra 150 kilo til maraton

Jeg har altid været forholdsvis stædig. Når jeg først beslutter mig for noget og sætter mig et mål, så gennemfører jeg det - meget, meget, meget ofte. Det skulle vise sig at være en ret god egenskab at have i den situation, jeg nu havde sat mig selv i. Præcis ét år efter, at jeg var begyndt at løbe, stod jeg på startstregen til Københavns Maraton. Datoen var 20. maj 2012. På det år havde jeg løbet mere end 1.000 kilometer. Og jeg havde tabt mig mere end 40 kilo. Det er faktisk lidt svært at forstå, når jeg tænker tilbage på det. For bare ét år tidligere stod jeg med en kropsvægt på 150 kilo og skulle til at "lære" at løbe igen. Nu stod jeg pludselig i København sammen med alle de andre løbere og skulle løbe mit første maraton. 42,195 kilometer - jeg vidste selvfølgelig godt, det ville blive hårdt. Men jeg havde lært noget vigtigt i løbet af det år: Hvis jeg først beslutter mig for noget, så kan jeg åbenbart komme meget langt med stædighed, træning og en lille smule vanvid. Med et gennemført maraton var en helt ny del af mit liv for alvor begyndt.

Fra maraton til Ironman

Efter mit første maraton begyndte jeg at tænke: Hvad skal det næste være? Jeg havde altid været god til at cykle. Nu havde jeg lært at løbe (igen) og faktisk var jeg også en ganske habil svømmer efter nogle år som livredder i en svømmehal. Så pludselig stod jeg med tre discipliner:

Jeg kunne svømme, cykle og løbe. Det blev starten på endnu et nyt kapitel.

Jeg begyndte stille og roligt at træne mig op til triatlon. Som med så meget andet, jeg havde kastet mig over gennem livet, greb det hurtigt om sig. I 2015 stod jeg så igen på startstregen – denne gang til Københavns Ironman. Fra 150 kilo og mit første løb i 2011 var jeg på bare fire år nået frem til at tage kampen med en Ironman. Det var  hundredvis af træningstimer, sved, ømme muskler og ikke mindst den stædighed, som åbenbart har fulgt mig gennem det meste af mit liv, der gjorde at jeg kunne sætte endnu et stort kryds på listen: Jeg var blevet Ironman.

Over 10 år med løb, cykling og triatlon

Siden den 20. maj 2011 har jeg været igennem noget af en rejse – både fysisk og mentalt. Jeg har gennemført

• 18 maratonløb

• 3 hele Ironmans

• 8 halve Ironmans

• 58 halve maratonløb

Det er egentlig ret vildt at tænke på.

Hvis nogen i maj 2011 havde fortalt mig, at jeg i de kommende år skulle løbe maraton, gennemføre Ironman og træne mig gennem så enorme afstande, havde jeg nok haft svært ved at tro på det.

I januar 2022 døde min far desværre - men dog i en høj alder - han blev 91 og havde været igennem lidt af hvert fra tarmkræft til tre-dobbelt bypass med en pacemaker som fast makker de sidste år af sit liv.

Kort tid efter hans død fik jeg det lidt underligt i min krop. Smerter fra gigten var hverdag, men noget var forandret. Jeg var jo i god form, cyklede og løb meget, men lige pludselig kunne jeg ikke få vejret på vej op til første sal og blev generelt hurtigt træt. Det blev gradvist værre og en aften sagde jeg til min kone, at det føltes underligt i kroppen. Så blev der ringet til lægevagten. Det var post corona tider, så symptomerne blev slået hen som følgevirkninger af det og jeg kunne kontakte egen læge, hvis det blev ved. Næste dag hos egen læge blev jeg hurtigt undersøgt og sendt akut videre. Her fandt man ud af, at jeg havde noget på mit hjerte, som ikke var helt efter bogen. I starten af marts 2022 fik jeg en dobbelt bypassoperation på Rigshospitalet. 

Efter mange år med fokus på, hvor langt og hvor hurtigt jeg kunne løbe, cykle og svømme, blev fokus pludselig noget helt andet:

At passe på livet og komme videre. Hvad gør man så, når man ligger der? Jeg kom ret hurtigt frem til at sige: Det skal simpelthen være løgn. Jeg skal op og igang igen - hurtigst muligt! Personalet på Riget var fantastiske. Dagen efter operationen gik jeg en etage op og sad på kondicyklen. Var det hårdt..? Yep det kan du bande på, men det bekræftede mig i at jeg var i live og i gang!

Jeg har en god ven, som også har fået en bypassoperation - en meget stor en vel at mærke. Han har efterfølgende lavet nogle virkelig flotte bedrifter på cykel. Det var meget inspirerende at høre hvordan han var kommet i gang og jeg tænkte: Når han kunne og er nået så langt, så kan jeg også. 

Men nu skulle der så prøves noget andet. Cyklen blev min første træningsmakker indtil formen blev bedre og bedre. Ironman og maraton havde jeg prøvet, så jeg blev hooked på at klatre. Det skulle vise sig at blive begyndelsen på endnu et nyt kapitel i mit liv. Galdhøpiggen i Norge blev mit første forsøg. Det lykkedes ikke første gang - og heller ikke anden. Som bekendt er 3. gang lykkens gang!

Kilimanjaro i Tanzania trak i mig og havde gjort det nogle år, også før jeg blev syg. Det ville nok være en prøvelse for en tung dreng som mig og jeg brugte Amager Bakke i København rigtig meget som træning op til. Jeg fik vores datter med på udfordringen og vi drog afsted. Jeg havde problemer med at sove i højderne og efter 2 nætter uden ret meget søvn var kroppen og hjernen helt drænet, så jeg måtte gå ned på dagen, hvor min datter gik op sammen med resten af gruppen. Skuffelsen og ærgrelsen var til at tage at tage at føle på. Men som du måske har fornemmet giver jeg ikke så nemt op. Så jeg besluttede mig for, at Kilimanjaro skulle have et forsøg mere og den næste tur er planlagt til januar 2027.

Kilimanjaro – træningen til det store eventyr på GR10 i 2028

Når jeg i januar 2027 igen sætter kursen mod toppen af Kilimanjaro, handler det ikke kun om at bestige Afrikas højeste bjerg. Det handler også om at forberede mig fysisk og mentalt på en endnu større udfordring, som forhåbentlig venter i 2028: 

GR10 – den lange vandrerute gennem de franske Pyrenæer fra Atlanterhavet til Middelhavet.

Kilimanjaro bliver en vigtig del af min træning frem mod GR10. Her skal jeg arbejde med min udholdenhed, min mentale styrke og min evne til at fortsætte, når kroppen bliver træt, og terrænet bliver krævende.

GR10 bliver en helt anden slags udfordring. Her handler det ikke blot om at nå én bjergtop, men om at bevæge sig gennem Pyrenæerne dag efter dag, over bjerge og gennem dale, med mange kilometer og højdemeter foran sig. Det kræver grundig forberedelse, respekt for naturen og evnen til at lytte til kroppen.

Mit mål er ikke bare at gennemføre en hård fysisk udfordring. Jeg ønsker også at inspirere andre mennesker – især dem, der selv har oplevet sygdom, modgang eller store forandringer i livet – til at finde deres egen vej tilbage til et aktivt liv.

Fra bypass til bjergtoppe er mere end et navn og eller en skør idé. Det er min historie og mit budskab er: Der kan stadig være store eventyr foran os, selv når livet tager en uventet drejning.

Kilimanjaro i 2027 bliver derfor et vigtigt skridt på vejen. Hvis alt går efter planen, venter GR10 i 2028 – det næste store kapitel i en rejse, hvor målet er langt større end blot at nå frem.

Det handler om at turde drømme, træne målrettet og blive ved med at tage det næste skridt.

Tak fordi du læste med!